Familie

"Din fætter/kusine er ofte din første legekammerat og en af dem, som bedst forstår hvordan det er at leve som en del af din familie."

Det stod på et af de der irriterende opslag med "kloge ord" klistret på et billede, som man så ofte ser på FaceBook. På en eller anden måde fik de ord banet sig vej ind i min bevidsthed.

Vi har vel alle mindst en ven på FaceBook, som er slem til at poste det ene efter det andet af den slags. Og øjet vil absolut læse. Det er vel det samme, som når vi læser på shampoo-flasken, fordi den står indenfor læseafstand f.eks. når vi sidder på wc.... Selv den finske indholdsfortegnelse bliver jo læst!
Så når man sidder og skimmer ned over "nyhederne" kan man ikke undgå sommetider, at læse den slags opslag.

"Du skal ære din far og din mor". Det er jo et ret gammelt opslag om familie ;-)
"Blod er tykkere end vand" o.s.v. 

Men "Din fætter/kusine er din første legekammerat". Der er jo noget om det. Jævnaldrende fætter/kusiner (hvor er det irriterende at der ikke findes et overordnet navn for det) er sikkert ofte nogen af de første vi leger med og som, med ret stor sikkerhed, bliver ved med, at være i vores liv. Så vi bliver også ved med, at kunne huske dem....

Famile er dem vi deler alle vores store begivenheder med (og rigtigt mange af de små). Det er dem, som kan gøre os allermest kede af det, fordi det er dem, som betyder noget.

Jeg kommer fra en familie hvor vi får børn rimeligt tidligt og lever ok længe. Det betyder, at mine børn kender deres oldemor og hun er frisk nok til, at "skælde dem ud", fordi de ikke har fået børn endnu, så hun kan blive tip-oldemor :-D 

Det er jo fantastisk. 

Hvert andet år samles vi. Oldemor og alle hendes efterkommere. Hendes søn (min far) lejer en gammel kro, hvor vi så opholder os en uge. Stedet er heldigvis stort nok til at børnene kan lege et sted, man kan føre samtaler et andet sted, eller man kan trække sig tilbage og hvile ørerne lidt.
Efter sådan en uge er man TRÆT, men også GLAD. Hvor er det fantastisk at det kan lade sige gøre! Det er så dejligt at have haft tid til at snakke med folk. Det er bare noget helt andet end at mødes til familiefester!

Den helt store gevinst ved sådan en uge er nu det at kunne give sine børn en følelse af at høre til et sted. De ved lidt mere om hvor de kommer fra.... I det mindste den ene side af familien. 

Vi er så heldige at på min mands side er der også en frisk Olde, som holder "Olde-dag" en gang om året. Det er jo luksus :-D 
Til jul samles vi hos min mor til julefrokost, hvor mine og mine søskendes børn, får lejlighed til, at være sammen med deres fætre og kusiner...

Men, men, men, den vigtigste familie er nu ens egen familie-enhed. Det er der man lader op og er 100% sig selv. Og jeg vil vove den påstand, at her har "blod" ikke noget at sige. Det er kærlighed, som er tykkere end vand!

I dag vil jeg lave ingenting

Det har jeg besluttet. I dag har jeg lov til at at lave ingenting. Jeg er træt, min krop gør ondt og fortæller mig klart og tydeligt, at i dag skal du ingenting!

Der står heller ikke noget særligt på familiekalenderen. En af børnene skal til O.L. i skoletiden, men det er husket og sørget for (sko, ekstra madpakke, to tasker, o.s.v. o.s.v. )

Men altså, man når jo dårligt at tænke tanken før ens hjerne siger: "Du skal jo først finde ud af hvad i skal have til aftensmad og tage kød op". Jeg har været henne og stirre ind i fryseren, som en teenager i et køleskab og jeg er blank! Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg orker at lave og synes vi lige har fået alt det nemme.

Det er faktisk rigtigt, vi har opbrugt kvoten af nem mad. Jeg har været syg og har haft en del smerter, så den har stået på "hvad kan min mand orke, når han kommer træt hjem fra arbejde og det egentlig var min opgave, at stå klar med maden."

Nu bør den stå på "jeg har det meget bedre, nu skal jeg rigtigt hygge om jer", men jeg er træt. Det er man jo efter man har været syg i længere tid, men hvor er det dog svært at acceptere. Man er jo ikke syg mere, ikke sådan rigtigt i hvert tilfælde. Ingen feber, ikke flere smerter end min hverdag normalt byder på og jeg vandt til at håndtere, men man er ikke rigtigt klar alligevel.

Jeg når lige at have lidt ondt af mig selv, så vandrer mine tanker hen på småbørns-forældre, som er nødt til, at sende deres børn afsted i pasningsordninger, selv om de godt ved barnet ville have meget bedre af, at blive hjemme en ekstra dag. Lige pludselig føler jeg mig yderst priviligeret. Jeg kan sige "i dag laver jeg ingenting".

Vi skal have linsepure og frikadeller. Så snart jeg har taget farsen op vil jeg sætte mig i huset bedste stol (min) og hygge mig med mit hækletøj, en kop kaffe og høre lidt tv. :-D