tirsdag den 11. marts 2014

Så går den vilde tilbuds-jagt


Vi har taget nogle, faktisk lidt drastiske, beslutninger om vores kost. Det er slut med stivelsesholdige produkter! Altså Ingen kartofler, ris og pasta. Kornprodukter (herunder majs) er no-go og det samme gælder for sukker (husk på fruktose, laktose og maltose).

Det var så en meget stor del af vores basisprodukter vi lige har sorteret fra! Det er som at flytte hjemmefra for første gang. Der skal en større investering til før man er klar til at lave den mindste smule i sit køkken!

Forberedelse er en god ting :-) Når man skal skifte sine varer ud kan det i høj grad betale sig at læse reklamer. Det er absolut ikke ligemeget om smør koster 10 eller 21 kr! Netto havde tilbud på kokosfibermel, så tidligt op og nå at skaffe nogle poser. Matas har 3 for 2's pris på helsekost, så der blev indkøbt fiberhusk osv, osv....

Noget af det "fede" ved lchf er at kødet ikke længere behøver at være magert. Det er så meget nemmere, at lave god mad med godt fedtstof og det er billigere. Til gengæld spiser man mere kød og fylder ikke maven op med tilbehør, som f.eks. kartofler, hvilket betyder meget større mængder. Så kan det pludselig svare sig at køre 30 km efter gode tilbud og fylde fryserne op.

I dag er vores 4 dag på lchf og kroppen skal godt nok omstille sig. Hele familien er heldigvis indstillet på at det er det vi gør - også drengene, så gør det ikke noget at vi prøver nye opskrifter af og det ikke bliver livretter allesammen.

Foreløbig mening om kosten: den er for fed! Der er grænser for hvor meget smør og fløde vi gider spise. Jeg skal have lært at bruge kokosfedt og af de lækre kokosprodukter. Vi oplever at det er nemt nok at undvære stivelsen og sukkeret, men svært at holde op med at småspise. Det kommer nok. Vi skal tilpasse til vores smag uden at gå på kompromis med "reglerne"