Det har jeg besluttet. I dag har jeg lov til at at lave ingenting. Jeg er træt, min krop gør ondt og fortæller mig klart og tydeligt, at i dag skal du ingenting!
Der står heller ikke noget særligt på familiekalenderen. En af børnene skal til O.L. i skoletiden, men det er husket og sørget for (sko, ekstra madpakke, to tasker, o.s.v. o.s.v. )
Men altså, man når jo dårligt at tænke tanken før ens hjerne siger: "Du skal jo først finde ud af hvad i skal have til aftensmad og tage kød op". Jeg har været henne og stirre ind i fryseren, som en teenager i et køleskab og jeg er blank! Jeg kan ikke finde ud af hvad jeg orker at lave og synes vi lige har fået alt det nemme.
Det er faktisk rigtigt, vi har opbrugt kvoten af nem mad. Jeg har været syg og har haft en del smerter, så den har stået på "hvad kan min mand orke, når han kommer træt hjem fra arbejde og det egentlig var min opgave, at stå klar med maden."
Nu bør den stå på "jeg har det meget bedre, nu skal jeg rigtigt hygge om jer", men jeg er træt. Det er man jo efter man har været syg i længere tid, men hvor er det dog svært at acceptere. Man er jo ikke syg mere, ikke sådan rigtigt i hvert tilfælde. Ingen feber, ikke flere smerter end min hverdag normalt byder på og jeg vandt til at håndtere, men man er ikke rigtigt klar alligevel.
Jeg når lige at have lidt ondt af mig selv, så vandrer mine tanker hen på småbørns-forældre, som er nødt til, at sende deres børn afsted i pasningsordninger, selv om de godt ved barnet ville have meget bedre af, at blive hjemme en ekstra dag. Lige pludselig føler jeg mig yderst priviligeret. Jeg kan sige "i dag laver jeg ingenting".
Vi skal have linsepure og frikadeller. Så snart jeg har taget farsen op vil jeg sætte mig i huset bedste stol (min) og hygge mig med mit hækletøj, en kop kaffe og høre lidt tv. :-D
Hvor er jeg glad for og læse dette indslag,jeg troede kun det var mig der havde det sådan. Jeg er kronisk smertepatienter og kronisk træt,men alligevel skal familien jo have mad,og min mand er faktisk blevet god til og lave spaghetti med kødsovs, han kan også lige lave hakkebøffer, men han har haft svært ved og acceptere at jeg er syg for jeg har jo altid klarede fuldtids job og arbejdet herhjemme med madlavning og rengøring mm.og nu skal han jo hjælpe til,og det er der den går lidt galt for som han sir jeg går jo på arbejde hele dagen og du er jo bare herhjemme og laver ingenting. Han tænker jo bare ikke over at jeg sover højst 2 timer i træk så må jeg op. Jeg kunne godt tænke mig og høre fra andre som er syge og måske har eller har haft en dum mand som ikke andet end tænker på sig selv .
SvarSletHvor er jeg glad for og læse dette indslag,jeg troede kun det var mig der havde det sådan. Jeg er kronisk smertepatienter og kronisk træt,men alligevel skal familien jo have mad,og min mand er faktisk blevet god til og lave spaghetti med kødsovs, han kan også lige lave hakkebøffer, men han har haft svært ved og acceptere at jeg er syg for jeg har jo altid klarede fuldtids job og arbejdet herhjemme med madlavning og rengøring mm.og nu skal han jo hjælpe til,og det er der den går lidt galt for som han sir jeg går jo på arbejde hele dagen og du er jo bare herhjemme og laver ingenting. Han tænker jo bare ikke over at jeg sover højst 2 timer i træk så må jeg op. Jeg kunne godt tænke mig og høre fra andre som er syge og måske har eller har haft en dum mand som ikke andet end tænker på sig selv .
SvarSletHej Tina. Jeg er glad for at du kunne bruge indlægget :-)
SletLivet med kroniske smerter er svært, ikke bare fysisk, men bestemt også psykisk. Det er så svært at acceptere, at man ikke længere kan det man plejede. Det bliver ikke spor nemmere hvis man ikke bliver mødt med forståelse af sine omgivelser. De fleste af os er rigtigt gode til at slå os selv i hovedet, det behøver vi slet ikke hjælp til.
Har du været omkring en smerteklinik? Du kan blive henvist af din læge. Der er laaaang ventetid, men det betyder også at du kan vælge at komme på privat klinik. De kan tilbyde kurser, både til dig, men også til din mand. Det har hjulpet os meget, både så han nemmere forstår hvad det er jeg slås med, men også mig selv og min egen accept. Min medicin er også meget bedre reguleret efter at have været der.
Jeg dyrker varmtvandsgymnastik og har i den forbindelse fået et godt netværk af søde mennesker i samme situation