søndag den 21. juli 2013

Ferie

Ferie er en underlig og dejlig tid. Vi farer rundt for at vaske/købe tøj, pakke, gøre bil klar, sørge for pas og alt muligt andet, hvorpå vi kaster os ud i 1-2 ugers intensivt samvær. Tid hvor vi bruger alt for mange penge på ting, som vi egentlig ikke har brug for eller spiser "mad" som vi helt bestemt ikke har godt af.

Men hvor er det da helt utroligt dejligt !!!!!!!!!!

Det kan godt være at ferie rationelt set ikke kan betale sig, men på en helt masse ikke målbare områder kan det helt bestemt godt.

Vi har de sidste mange år brugt en uge af vores sommerferie på at tage et eller andet sted hen i Danmark. Vi har leget feriehytter rundt omkring, som er blevet mindre (og dermed heldigvis også billigere) efterhånden som børnene flytter hjemmefra.

Der er nok lige så mange grunde til at vælge lige netop den type ferie man gør, som der er mennesker til at vælge dem. Alle valg er lige gode, for det handler jo kun om at "lade op".

Vores prioritetet har været: ikke for meget transport (jeg har svært ved at tåle det), pris og mulighed for en eller anden form for udflugt.
Før havde bademuligheder også meget høj prioritet, men efter vi er flyttet og bor meget tæt på et badeland er dette blevet ligegyldigt.

Vi er lige kommet hjem fra 1 uge i en camping-hytte. Det er et både-og og hverken enten-eller valg. Det er camping i en (næsten) rigtig seng og sommerhus uden eget bad (og til en helt anden pris). Det fungerer godt for os som vores liv ser ud lige nu.

Det betyder ikke at vi ikke også drømmer om charterrejser, når vejret er dårligt. Vi har bare ikke råd. Eller det passer jo heller ikke, der er bare andre ting, som er vigtigere for os (Wc-papir og mad f.eks. :-P ). Ej, hvis vi virkelig gerne ville kunne vi jo nok godt undvære et eller andet.

Jeg tror det er vigtigt at gøre noget, ligemeget hvad. En gang imellem skal man hjemmefra og opleve noget sammen, uden at skulle tænke på vasketøj og at græsset skal slås.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar